Seksuel sundhed for børn og unge

Sundhedsplejen har valgt at skrive små børn og unges seksuelle sundhed og trivsel ind i Hjørring Kommunes Sundhedspolitik. Det betyder, at vi arbejder målrettet på at understøtte børn og unges seksualitet i en sund og naturlig retning.

Børn 0-6 år

Vi tilbyder oplæg om små børns seksualitet til forældre og pædagogisk personale i kommunens daginstitutioner med fokus på vidensdeling og dialog om små børns naturlige kropslige nysgerrighed og alderssvarende doktorleg.

Denne artikel beskriver på en humoristisk måde Sundhedsplejens indsatsområde og de dilemmaer, man som forældre kan komme til at stå overfor ift. børns seksualitet og naturlige kropslige nysgerrighed.

Læs mere i folderen Små børns seksualitet

Skolebørn

På skoleområdet har Sundhedsplejen tilbud om pubertetundervisning til alle elever i 5. klasse, hvor vi underviser eleverne i kroppens forandringer i puberteten.

I 9. klasse tilbyder vi alle elever fem lektioners kvalificeret, normkritisk seksualundervisning. Undervisningen varetages af Team Sund og Sikker Sex, som er en del af Sundhedsplejen.

Undervisningen tager afsæt i opdateret viden om, hvilke udfordringer mange unge står overfor i forhold til seksualitet og intimitet i det moderne samfund. Herunder forebyggelse af sexsygdomme, brug af prævention, graviditet og abort, nedsat fertilitet i befolkningen, brug af porno samt viden om forskellige former for sex og unges seksuelle rettigheder.

På ungdomsuddannelserne har vi Sund Sex Cafe, som en del af Sundhedsstyrelsens landsdækkende kondomkampagne.

Læs mere om Sundhedsplejens tilbud om seksualundervisning i folderen Sund og Sikker Sex